To dages test i den forgangne uge på Motorland Aragon for Eurocup Formula Renault 2.0 bød på stærk vind og tekniske problemer for Johan Jokinen.
Den danske formelkører er i fuld gang med forberedelserne til sæsonen sammen med Manor MP Motorsport, men generalprøven inden sæsonstarten på samme bane i begyndelse af maj forløb ikke som planlagt.
– Det har været en meget, meget vanskelig test. Jeg kom dertil uden at kende banen, men det skulle blive mit mindste problem. I halvanden dag kæmpede vi med problemer med bremsen, før det endelig blev løst til anden dags eftermiddagstræning. Det var nogle seriøse problemer der praktisk talt havde ødelagt det meste af testen, både data-mæssigt og på omgangstiderne. Og som at det ikke var nok blev det problem erstattet af et motorproblem der gjorde at jeg ingen trækkraft havde op igennem 4,5,6 og 7. gear – hvilket er ganske vitalt for Motorland, siger Johan Jokinen til Racemag
– Farten i svingene så rigtig, rigtig godt ud sammenlignet med min teammate Jordan King, der sluttede i top 3 i sidste session, men uden nogen kraft og saft på de lige strækninger er det på forhånd en tabt kamp. Jeg tror på at teamet ikke kunne have gjort meget mere for at have forhindret de her problemer eller kommet dem til livs, siger Jokinen videre.
– Jeg kan blot varme mig ved, at der hvor jeg kunne gøre en forskel, gjorde jeg det, og jeg ved, at jeg fortsat er god nok til at matche toppen. Det kunne bare have været rart at have haft det på papir, slutter han.
Britiske Oliver Rowland sluttede med bedste tid i de fire sessioner.