Johan Jokinen har netop været i Spanien for at teste Formel 3 for Campos-teamet. Den kommende F1-teamchef driver et team i European F3 Open, som næste år skal danne grobund for F1-teamets talentudvikling.

Forud for 2010-sæsonen er 19-årige Johan Jokinen blevet tilbudt en test for at få danskeren i et af sæderne. Og det tilbud tog danskeren imod ved at være hurtigste kører fra den sydeuropæiske F3-serie.

På banen var 14 F3-racere fra både de engelske og tyske serier samt fra Euro Series. Jokinen var efter testen tredjehurtigst af alle bilerne, uden at kunne nå Vergne og Calado fra engelske Carlin, der kører på de absolut hurtigste dæk.

Johan Jokinen i Campos F3
Johan Jokinen i Campos F3

Testen blev kørt under svære betingelser, hvor en kraftig vind gjorde det vanskeligt at køre på banen. Jokinen havde til at begynde med store problemer med bremserne på F3-raceren, men en udskiftning af dem gjorde livet lettere.

Jokinen skal efter nytår igen mødes med Campos-teamet for at diskutere en eventuel fælles fremtid. Danskeren arbejder fortsat mod en sæson i Formula Two.