Johnny Nygaard er nyeste klummeskribent på Racemag. I en stribe personlige klummer vil 22-årige Nygaard fortælle om, hvordan hans racingambitioner bringer ham fra MRC (fjernstyrede biler, red.) til klubrally.
Johnny Nygaard, som bor i Demstrup (en mindre by mellem Viborg og Silkeborg), er pt. i gang med at tage sidste del af finansøkonom-uddannelsen for at komme videre i en bank. En anden dansker har samme uddannelse, så måske han har fat i noget – uden på nogen måde at ville lægge pres på unge Nygaard…
—

Efter en længere pause på to år, hvor motorsporten var blevet lagt på hylden, tænkte jeg, at nu er det på tide at starte igen. Men med hvad? Jeg har tidligere deltaget i sporten MRC, hvor der køres med el-biler 1:10 og 1:5 benzin fjernstyret biler. El-bilerne fik den største opmærksomhed, hvor jeg deltog i klassen Superstock, som man kan sammenligne med den hjemlige Clio Cup klasse. Med 1:10 el-bilen deltog jeg både i internationale løb og de danske serier. Men jeg tænkte nu skal der ske noget nyt, men hvad?
Sommerferien 2010 blev brugt til, at tænke over muligheder, der bød sig i Danmark inden for motorsport og pengepungens kunnen. Tankerne var rettet imod noget med mere larm og tag over hovedet.
Først tænkte jeg på klassen 1600 Challenge, da jeg havde set denne som jævnbyrdig og med gode, tætte kampe. Men da jeg fik lagt tallene sammen kunne jeg se, at jeg skulle finde noget andet, som ikke var så omkostningsfuldt.
Hvad nu? Da jeg havde anset denne klasse for værende den mest ”økonomiske klasse” i asfalt sporten, kiggede jeg nu imod rallysporten. Jeg havde en kammerat, som deltog i noget klubrally, som jeg kontaktede for yderligere information om klassen. Samtalen gjorde, at jeg kom ud og så en afdeling af Jysk/Fynske Mesterskab i Kjellerup.
Jeg var solgt fra da flaget blevet givet fri til den første klubrallybil. Det var vildt fedt, at se ”racerbiler” komme kørende ude fra de civile veje og ind på en lukket plads, hvor de bare gav den maks. gas, selvom de ikke havde prøvet ”prøven” før.
Efter flere timer, med forskellige klubrallybiler, skulle der hjem og regnes. Beløbet blev acceptabelt og der skulle nu ud og findes en bil.
Forsættelse følger…
Mvh. Johnny Nygaard