John Nielsen melder sig klar til DTC-comeback, når dansk motorsports kongeklasse genoplives i slutningen af april.

Veteranen med bl.a. Le Mans-sejr og DTC-deltagelse ved seriens start i 1999 på CV’et er helt sikker på at komme til start i 2012, når DTC kører med ens Camaro Cup-biler med V8-motor.

– Der er biler på vej til mig, og jeg kommer ud at køre. Men med hvem og i hvilke rammer kan jeg ikke sige endnu. Jeg arbejder med forskellige løsninger, men helt på plads er det ikke, siger John Nielsen hemmelighedsfuldt til Racemag.

Rygter har længe placeret John Nielsen i forbindelse med High Class Racing, som denne uge kunne offentliggøre comeback til DTC med tobilssatsning. Det vil ’Super John’ dog ikke kommentere på.

– Jeg skal bruge cirka tre uger endnu, før jeg er klar til at melde noget ud, lyder det fra John Nielsen.

– Men jeg glæder mig til at bytte sidespejle med Jan Magnussen og Casper Elgaard. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at få gang i dansk motorsport igen, ligesom jeg var med i starten tilbage i 1998. Der trænger til at komme gang i den igen for publikums og mediernes skyld, siger John Nielsen videre.

John Nielsen kørte i 2009 for Team Telesikring i DTC under S2000-reglementet.

Starten på DTC-sæsonen går den 28.-29. april på FDM Jyllandsringen.