Når John Nielsen denne weekend gør comeback i DTC efter et år i Le Mans Series, er det i materiel, han tidligere har kørt til en række podieplaceringer i dansk motorsport. Ved lanceringen af Team Telesikring Racing bedyrede veteranen, at målet var top tre. Den målsætning står BMW-køreren kort før sæsonstart.

– Jeg tror helt klar, at vi i Team Telesikring er konkurrencedygtige. Når vi analyserer på tiderne, er vi nogenlunde der, hvor vi skal være. Vi var ikke de hurtigste på en omgang, men vi skal ikke være hurtigst på en omgang. Det er jo stadig det gamle ordsprog ’When the flag drops, the bullshit stops’, der gælder indenfor motorsport. Vi har bare arbejdet på bilen efter et slavisk program under testen, og det er gået fremad, siger John Nielsen, der med syvendebedste tid i weekendens test samlet var næstbedste BMW-kører.

Team Telesikring var med Tom Pedersen sidste år en titelkandidat, næsten til det sidste. Så højt sigter John Nielsen ikke på egne vegne i år – i det mindste ikke offentligt.

– Vi har helt klart muligheden for at komme på podiet. Det er der slet ikke nogen tvivl om, slår han fast. Rent konkurrencemæssigt er der tæt i toppen, og det har der altid været i DTC. Det er ikke anderledes, siger John Nielsen.

Ligger Super John i toppen af DTC, når første afdeling er kørt? Deltag i afstemningen nederst på siden.

Foto: Anders Molin