Hvor er det dog fedt at være tilbage i bilen igen efter 4 måneder uden nogen kørsel OVERHOVEDET! Jeg har gået med abstinenser siden nytår, og de sidste 10 dage har jeg ventet som et barn før juleaften, men nu er sæsonen langt om længe startet.
Siden sidst jeg kørte bilen er der blevet lavet meget om på den – bedre aerodynamik, flere heste, bedre vægtfordeling, bilen er blevet lettere og dækkene er blevet bredere og fået en bedre compound. Overordnet er bilen i stand til at køre op til 3 sekunder hurtigere per omgang sammenlignet med sidste år, hvilket med lethed kan mærkes!

I første session skulle jeg bare ud og køre bremser til og gennemtjekke bilen, men de ekstra hestekræfter der er blevet skudt i bilen kunne tydeligt mærkes med det samme! Jeg har i hvert fald fået lagt min del af gummiet ud af chikanerne i løbet af dagen.
To opgaver på første testdag
Som en helhed har dagen været ganske udmærket. Mine to opgaver for dagen havde været at få følelsen tilbage igen og lære den nye bil, som det jo er på mange punkter, at kende, samt at udvikle på setup’et så det passede til mig. Slut på dagen formåede jeg at få klaret begge opgaver ret godt, men der har været nogle tekniske problemer i løbet af dagen der har kostet mig for rigtig mange omgange i løbet af morgenen.
Til slut på dagen var jeg 3’er på trods af at jeg gik ud på nye dæk en del for tidligt, men som sagt var målet i dag ikke at sætte en tid, men at få arbejdet på bilen. Jeg kunne godt have brugt de ekstra omgange om morgenen til at arbejde på bilen og med mig selv, men forløber alting forholdsvis glat i morgen, vil der være masser af tid til det da, eftersom jeg føler, at jeg har rimelig godt styr på banen nu.
Jeg har fået lavet et rigtig fedt design til min bil i år, men desværre har der været så meget at se til for F2-organisationen, at en del af bilerne ikke har nået at få deres endelige design færdiggjort, deriblandt min. Det er selvfølgelig fuldstændig ligegyldigt hvordan den ser ud, den skal bare kunne køre, meeen det ville nu have været fedt hvis min bil havde været lidt mere liret. Det skal nok være klart til første løb på Silverstone.
Klokken er kun 21 herovre, men det har været en lang dag, så jeg vil nuppe et bad og strække ud engang før jeg hopper i seng, så jeg kan klø på fra morgenstunden.
Venlig hilsen
Johan
Fotos: Formula Two