BMW har nu bekræftet, at amerikanske Joey Hand (foto til venstre) skifter fra ALMS til DTM i 2012.

Med DTM-kontrakten i hånden tager Hand det femte af i alt seks sæder i BMW’s comeback til DTM.

– Jeg glæder mig enormt til min nye opgave i DTM og takker BMW for at tro på mig. Jeg har haft det sjovt i BMW M3 DTM-raceren lige fra starten. Grebet og de stærke carbonbremser gør virkeligt indtryk. Jeg kender allerede en stor del af teamet fra tidligere, og jeg kunne lære resten at kende under testen i Monteblanco. Nu glæder jeg mig bare til vores fremtidige samarbejde, siger Joey Hand i en pressemeddelelse.

Joey Hand er 32 år gammel og har været tilknyttet BMW siden 2004. Sammen med Dirk Müller tog han i 2011 GTE-titlen for kørere, teams og konstruktører i ALMS foran Jan Magnussen.

Ud over Hand er også Andy Priaulx, Augusto Farfus, Bruno Spengler og den regerende mester Martin Tomczyk bekræftet for BMW.