Jesper Sylvest gør comeback i DTC til DM-finalen den 10. oktober. Den erfarne kører, der vandt det første DTC-mesterskab i 1999, skal køre i Jan Magnussens Chevrolet Lacetti fra Team Bauhaus.
– Da jeg lagde hjelmen på hylden ved udgangen af 2008-sæsonen, var det ikke meningen, at den skulle blive liggende der, indtil jeg skulle tage den frem for at fortælle børnebørnene om mine meritter, siger Jesper Sylvest i en pressemeddelelse.
– Sidste år blev den støvet af til et løb i Advan Cuppen, hvor jeg med en pokal viste, at jeg stadig var hurtig, og nu tager jeg den frem igen. Jeg vil være med i det sidste løb for DTC den klasse, der har givet mig de største personlige oplevelser i min motorsportskarriere, siger han videre.
Jan Magnussen har ligesom sine foregængere i bilen vist, at den trods en tyngende alder stadig kan være med helt i front. Og det glæder sjællænderen sig til at afprøve.
– Jeg glæder mig helt vildt til at køre den. Kent Bo Steffensen fra Perfection Racing, som står bag bilen, siger, at det er en af de bedste racerbiler, han har arbejdet med, og Jan selv roser bare bilen til
skyerne. Det bliver vildt spændende at prøve en så hurtig bil. Uden at tage munden fuld, så tror jeg på forhånd, at det bliver den bedste racerbil, jeg har kørt i hele min karriere. Nu bliver det bare op til mig at få det bedste ud af den, siger comeback-køreren.
Comebacket er kommet i stand takket være Becher-Madsen Service, Viuff A/S og FTZ A/S.