I Formula Ford Festival kørte også den nykårede danmarksmester sig frem til finalen. Jesper K. Egebart var dog ikke helt tilfreds med bilens opsætning på den drilske sydengelske bane.
Jesper K. Egebart tog en femte- og en sjetteplads i de indledende heats og skulle starte som nummer 10 i finalen. Alle løb var dog præget af udfordringerne med setuppet.
– Vores testdage lagde ud med, at vi manglede utroligt meget fart i bilen, og vi kæmpede meget med vores setup. vi besluttede os for at lave meget om på vores setup, og det blev en meget bedre bil, siger Jesper K. Egebart til Racemag.
– På løbsdagen havde vi stadig ikke en helt optimal bil, men det blev stadig ved med at gå fremad. Jeg sikrede mig 5. og 6. pladsen i de indledende heat og skulle starte 10. til finalen, og det blev til en 9. plads. Men jeg var noget utilfreds med min bil, da det ikke havde greb i bagenden, siger Egebart videre.
Det samlede indtryk var derfor præget af frustrationerne – men med festivallen på afstand er der trods alt humor fra køreren fra Børkop.
– Det var lidt en skuffende festival, men det positive er, at jeg har kørt fra verdensmesteren i 2009, siger Egebart og hentyder til, at han kørte fra Dennis Lind store dele af 2009-sæsonen.