Jens Møller er denne sæson skiftet til det nye FDM Motorsport og fra Honda Accord til SEAT Leon. Midtjyden har gjort status over åbningsløbet, der har bragt ham i spidsen af DTC Cuppen efter med overbevisende kørsel at være først i første løb og i finalen og på en andenplads i andet løb. Det er milevidt fra sidste års sæsonåbner, hvor Møller måtte tage fra Jyllandsringen med nul point.
– Jeg synes, at vi skal være meget tilfredse med to førstepladser og en andenplads i privat cuppen, og så være oppe og snuse helt forrest i feltet. Sammenlignet med sidste års Åbningsløb, hvor jeg fik tre gange nul, er jeg i himmerige. Og de points, jeg har fået, kan de jo ikke tage fra mig igen, siger Jens Møller.
Takket være den omvendte grid til andet kvalifikationsløb, skulle Møller starte i spidsen af feltet foran John Nielsen. En placering, som SEAT-køreren dog ikke fik lov at beholde længe.
– Det var fedt at føre de første fem omgange, men det var ikke fedt at ryge ud i sandkassen. John går indenom mig ind i hesteskoen. Jeg giver plads til ham, og jeg ved ikke, om han ikke drejer nok, men han rammer mig og sender mig ud i sandkassen. Det var irriterende. Der er ingen tvivl om, at han nok ville være kommet forbi, når mine dæk ville være døde, men han gik jo til angreb, fordi han selv kom under pres fra Lundgaard. Jeg tror ikke, at jeg kunne have kørt den føring hjem, for jeg havde ikke farten til det. Men man har lov til at drømme. Det er race, siger Jens Møller i en pressemeddelelse.
Det lykkedes alligevel Jens Møller at komme på podiet. Det skete i finalen, hvor han fik kørt sig frem til førstepladsen i privatkørernes DTC Cup – en placering, han mod slutningen af løbet frarøvede Per Poulsen.
– Det var fedt at tage Per Poulsen til sidst. Det var det bedste, opsummerer Jens Møller.
Foto: Thomas Norsted