Jens Reno Møller tager endnu en sæson i SEAT Leon i DTC. 2009-vicemesteren i DTC Cup fortsætter i samme rammer, men med nye farver og nyt teamnavn.

Sammen med DTC-debutanten Kim Holmgaard stiller det nye makkerpar under navnet Team FDM Tegee Dan Motorsport. Det bliver et nyt bekendtskab for køreren, der i 2009 kørte sammen med Casper Elgaard.

– Det bliver spændende at få Kim som teamkammerat, og jeg håber, at jeg kan hjælpe ham i hans debutsæson, hvor der sikkert bliver meget for ham at lære. Det gælder for ham om at fuldføre alle løb, så får han så meget erfaring som muligt, siger Jens Reno Møller i en pressemeddelelse.

– Lige fra de første møder har det været positivt. Jens er god at arbejde sammen med. Han har kørt i DTC i mange år. Vi kommer til at køre i to ens biler, og til testdagene lægger jeg mig bag ham, indtil han forsvinder. Når han kan køre i sådan en bil, så kan jeg også, supplerer den nye teamkammerat Kim Holmgaard.

Jens Møllers endelige placering i DTC Cuppen er endnu uvist. Sagen om Per Poulsens appel efter en straf på Ring Djursland er ikke afgjort. Får Per Poulsen medhold i sin appel, ender Jens Møller som toer i cuppen.

Jens Møller sluttede som samlet nummer syv i DTC 2009 – med en andenplads ved DM-finalen som bedste placering.

Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk