Jan Magnussen får nye partnere og en teamkammerat til 2014-sæsonen.
DTC- og TUSC-køreren bekræfter her til morgen, at han får sikrings- og alarmvirksomheden Telesikring som partner og i samme hug får Patrick Egsgaard ind som kører i teamet.
– Jeg glæder mig utroligt meget til at komme ud og køre race på de danske racerbaner igen, og jeg ser frem til et rigtig godt samarbejde med Telesikring, siger en kortfattet Jan Magnussen.
– Vi har tidligere prøvet at vinde DTC-mesterskabet, og dén følelse vil vi gerne opleve igen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har potentialet med Jan Magnussen og hans dygtige folk, og samtidig får vi nu mulighed for at skabe de perfekte rammer i forhold til de oplevelser, vi skal give vores kunder og samarbejdspartnere ude på racerbanerne, siger indehaver Ejgil Egsgaard i en pressemeddelelse.
– Det bliver fantastisk at skulle dele teamtelt med Jan Magnussen! Jeg har stadig rigtig meget at lære i den her serie, og allerede på nuværende tidspunkt kan jeg mærke, at Jan bliver en god læremester, lyder det fra den unge Esbjerg-kører, der blev tier i mesterskabet i 2013 under Elgaard Motorsports faner.
Teamet tager senere i denne måned til Italien, hvor de to racerbiler skal testes igennem på Riccardo Paletti-banen nær Varana.