Jan Magnussen og Johnny O’Connell endte som sjettebedste mandskab i det sekstimer lange ALMS-løb på Laguna Seca. Duoen i Corvette #3 førte den benhårde GT-klasse efter første pitstoprunde, men Magnussen og O’Connell blev straffet med en stop & go-straf efter anden pitstoprunde, hvilket dumpede dem ned på en syvendeplads.
I vanlig Magnussens-stil kørte danskeren sig frem til føring i klassen igen efter lidt over fire timers kørsel, hvor en punktering og straf i de sidste 20 minutter sendte Magnussen og O’Connell ned på en sjetteplads i mål.
– Det var virkeligt godt race, men det er en skam, når det går sådan hen mod slutningen, og du føler, at alt dit hårde arbejde er forgæves, siger Jan Magnussen til ALMS’ hjemmeside.
– Det var en af de dage, hvor det så ud som om, vi havde en god chance for at vinde i begyndelsen, men så kom alt det i vejen, slutter han.
Jörg Bergmeister og Patrick Long vandt løbet for Porsche foran Dirk Müller og Joey Hand i BMW. Olivier Beretta og Oliver Gavin i den anden Corvette tog tredjepladsen.
Foto: ALMS