Denne weekend vender ALMS tilbage til Mosport i Canada, der ligesom Corvette fejrer 50-års jubilæum i år. Og den berygtede og berømmede, hurtige bane kræver sin kører.

– Mosport er en rigtig old school-bane, og det er en god udfordring at være hurtig der, siger Jan Magnussen til Corvette Racings hjemmeside.

Jan Magnussen har gode minder fra banen, der bugter sig gennem det canadiske landskab. Sammen med Johnny O’Connell vandt danskeren der i Corvettes GT1-racer i 2007 og i 2008. Sidste år satte også standarden for det ærkeamerikanske team med den danske kører.

– Sidste år tog Johnny og jeg den første GT2-sejr der for Corvette, og det vil være fantastisk at gentage det og tage den første sæsonsejr. Vi henter ind på konkurrenterne, og en sejr ligger i kortene, siger Magnussen forud for løbet, der køres søndag aften dansk tid.

Sejren sidste år faldt efter hård kamp med Pierre Kaffer i Risi Competizione-Ferrarien. Magnussen var 0,3 sekund foran tyskeren i mål.

Foto: ALMS