For andet løb i træk måtte Jan Magnussen se mulighederne for at køre med om et topresultat i ALMS forsvinde allerede i første sving.

En kædereaktion i starten af løbet på Virginia International Raceway kostede Magnussen og Garcia fire omgange i pit til reparationer, mens Oliver Gavin og Tommy Milner fortsatte og nu er sikre på kørertitlen.

Et plaster på såret for Magnussen er dog, at Corvette Racing har sikret sig teammesterskabet med en afdeling tilbage.

– Jeg er naturligvis rigtig glad for, at have været med til at vinde teammesterskabet med Corvette, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.

– Vi kæmper mod Ferrari, Porsche og BMW, så for Corvette betyder titlen alt. Samtidig skal der lyde et stort tillykke til Gavin og Milner med kørernes mesterskab. De vinder ikke titlen fordi de har været heldige, men de har bare ikke haft vores uheld… Når jeg ser tilbage på vores seneste fem-seks løb, så er det slet ikke til at forstå, hvor meget uheld vi har haft. Men samtidig må vi tage hatten af for Gavin og Milners fire sejre. De har kørt en flot sæson og med fire sejre fortjener de titlen, siger Magnussen videre.

Magnussen rekord som køreren, der har vundet et løb i den amerikanske serie i hver sæson, han har været til start siden 1999, er nu truet. Petit Le Mans den 20. oktober på Road Atlanta er sidste chance.

Se highlights fra VIR 240 her – startcrashet er vist både først og sidst i sammendraget: