Knap to års sejrstørke sluttede søndag morgen dansk tid for Jan Magnussen i ALMS. Ikke siden Mosport i Canada i juli 2011 har Corvette Racings dansker kunne indtage det øverste podietrin. På Laguna Seca kom forløsningen.
– Det er et af de mest perfekte løb, jeg har kørt for Corvette Racing. Vi havde føringen det meste af løbet, men der var aldrig mere end få sekunder ned til nummer to, så vi var under ekstremt pres hele tiden, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
Det så ellers ikke ligefrem nemt ud. Antonio Garcia kvalificerede Corvette #3 til en sjetteplads fredag eftermiddag, hvor flere af konkurrenterne altså havde mere fart i sig — inklusive søsterbilen, Corvette #4, med Oliver Gavin og Tommy Milner.
Men lørdag morgen fandt spanieren atter farten og satte hurtigst tid i warm-up. Og da løbet endelig blev sat i gang, begyndte Jan Magnussen straks at æde sig op gennem feltet. Efter en times hård kamp var der imidlertid ikke flere biler at overhale — Corvette #3 lå nu forrest.
– Det blev hurtigt et spørgsmål om at være 100 procent præcis hele tiden og ikke lave nogen fejl. Samtidig blev vi nødt til at presse bilen så meget, vi kunne, for hele feltet lå lige bagved og snerrede, forklarer Jan Magnussen.
– Det er ekstremt motiverende endelig at få vendt heldet efter så mange måneder, hvor vi nærmest har været jagtet af problemer. 2012 var min første sæson i ALMS uden sejre, hvilket har været frustrerende, for vi var ekstremt tæt på så mange gange. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange sejren har været indenfor rækkevidde, men hvor småting er kommet i vejen og har kostet os det hele, forklarer Jan Magnussen.
– Det har været en god uge. Sidste weekend sejrede jeg med mit eget team i Danish Thundersport Championship, hvor vi fører mesterskabet. Og nu en sejr i ALMS, endda i det sidste løb før Le Mans, hvilket naturligvis ikke kunne være bedre.
Magnussen skal nu prøve sæde til den nye C7, der afløser den nuværende C6-racer fra 2014-sæsonen, inden det går løs med Auto-G DTC ved Classic Race Aarhus i pinseweekenden.