En suveræn superpole, en lige så suveræn sejr i race 1 – og sejr i race 3 efter herrefight med Casper Elgaard.

Det var facit efter Åbningsløbet på Jyllandsringen i Auto-G DTC for Jan Magnussen, der debuterede i nye farver under Telesikring Racings faner.

Race 2 var dog en anden snak, for her måtte den populære kører vende tilbage til pitlane efter et par omgange.

– Der gik herrerace i den derude, ikke mindst i andet heat, hvor jeg blev skubbet af banen i sving 2 og måtte tilbage i pitten, så gutterne kunne reparere bilen og sende mig på banen igen, siger han i en pressemeddelelse.

Også andre DTC-kørere måtte kravle i pit med alvorlige skader på bilerne, og en kø af protester i dommertårnet betød, at dagens program blev en smule forsinket, mens speakerne forsøgte at holde liv i snakken.

Da tredje og sidste heat langt om længe blev skudt i gang, startede Magnussen firer bag John Nielsen, Ronnie Bremer og Casper Elgaard, men ret hurtigt var Telesikring Racing-køreren på en andenplads bag en stædig Elgaard, som til sidst måtte vige pladsen.

– Han kæmpede hårdt for at holde føringen, og vi havde nogle fede omgange, hvor vi kørte kofanger mod kofanger, siger Jan Magnussen.

– Vi kunne næppe ønske os en bedre start på samarbejdet, og jeg bliver i denne forbindelse nødt til at dedikere sejren til alle dem, som har arbejdet r… ud af bukserne på at gøre det nye Telesikring Racing klar til sæsonens første løb, siger han videre.

Teamkammerat, unge Patrick Egsgaard, viste fart men var generelt uheldig weekenden igennem. Egsgaard, var grundet en snurretur under tidtagningen lørdag henvist til 10. startposition i første heat, som desværre sluttede brat, da den unge esbjergenser blev påkørt af en konkurrent og røg i sandet.

I andet heat kæmpede den unge racerkører sig fra en 17. plads til en femteplads, men skred ud på en af løbets sidste omgange og sluttede på en 10. plads.

Også i tredje heat viste Patrick Egsgaard, at han kan kæmpe sig frem i feltet og vekslede sin startposition på en 15. plads til en syvendeplads.