Så er den længeventede biografi om Jan Magnussens liv og karriere på gaden.
Knap 400 sider med fyldige historier om racerkørerens liv på og uden for alverdens baner er fortalt til Magnussens faste pressemand Jan Kaiser og skrevet sammen med Nils Finderup.
Bogen blev fredag præsenteret ved et pressemøde i København, hvor DASUs Carl Christian Hansen åbnede med flotte ord om de danske racerkørere.
Bogen er blevet til gennem fortællinger, samling af anekdoter og samtaler over 14 dage, hvor der på mystisk vis var hul i den populære kørers kalender. Godt halvanden måned har det taget at skrive selve bogen.
– Det har været rigtigt skægt at få det hele talt igennem. Der har været mange sjove ting, men jo også nogle triste, siger Jan Magnussen om processen.
Jason Watt talte også om hans liv med Magnussen – og barndomsvennen har også skrevet forord til bogen.
– Det er ret utroligt, men jeg hører kun positivt fra Jan om andre mennesker – og det samme fra folk ude på banerne. Hvordan gør man det? Sommetider har man jo lyst til at sætte foden i, men det gør Jan ikke, siger Watt om konkurrenten, kollegaen og i 2007 også teamkammeraten.
Jeg har aldrig set nogen sætte sig i Jans bil eller en magen til og så køre hurtigere. Det er imponerende, at han bare kan sætte sig ind og køre stærkt, siger Watt videre.
Bogen er på gaden nu og kan købes blandt andet via Gad på dette link (åbner nyt vindue). Hold øje med Racemag for en anmeldelse, konkurrencer mv.