Jacob Madsen er i front af det tyske ADAC Opel Rallye Cup før sidste afdeling. Nu vender Dianalund-køreren hjem for en bemærkning, når Danboring Rally Denmark afvikles omkring Ans i den sidste weekend i oktober.
– Jeg skal køre i en Opel Adam, men ikke i den bil, jeg normalt bruger i den tyske Opel Cup. Til dette her løb har jeg med hjælp fra Opel Danmark og en række andre sponsorer lejet en Opel Adam i R2-trim, og det glæder jeg mig til, siger Jacob Madsen i en pressemeddelelse
Den 19-årige vestsjællænder er en sjælden gæst på de danske hastighedsprøver. Det har i år primært vært i Tyskland, at man har kunnet opleve det unge stjerneskud, som i januar blev kåret som årets rallytalent af Dansk Automobil Sports Union. Men nu starter han så i Danboring Rally Denmark, hvor han i sin lejede Opel Adam R2 skal i direkte kamp med bl.a. Kim Madsen/Line Lykke Jensen, begge Slagelse, og Steve Rökland/Veronica Engan, begge Norge. De er henholdsvis nykårede danske og norske mestre i 2WD-divisionen.
– Det bliver spændende at skulle kæmpe med Kim og de udlændinge som kommer. Så må vi se, om vi overhovedet kan være med, siger Jacob Madsen, der i rallyet sekunderes af Arly Larsen, Dianalund.
– Vi kommer først til at prøve bilen i det rallyshow, der bliver fredag eftermiddag inden løbet, men jeg kender da til modellen. Jeg har kørt i et år nu i en bil, som ikke er tilsvarende, for denne her vil helt sikkert bremse og styre meget bedre.
I front i tysk talentklasse
Men selv om Jacob Madsen ikke får nogen testmuligheder i sin lejede rallybil, så vil han have masser af fart i kroppen, når han stempler ind ved Danboring Rally Denmark. I weekenden inden løbet omkring Ans og Kjellerup stiller han nemlig til start i det bayerske ADAC-3-Städte-Rallye, som er finale i den ADAC Opel Rallye Cup, som han og Ole R. Frederiksen, Skibby, fører.
– Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at vi skulle føre, indrømmer teenageren.
-Da jeg sagde ja til at starte i serien, håbede jeg bare på ikke at blive til grin, for det er en ting at kæmpe i forskellige biler her i Danmark, noget at kæmpe mod 20 modstandere i ens biler.
Danboring Rally Denmark starter fredag den 31. oktober om aftenen ved Ans Idræts- og Kulturcenter, og ved 16-tiden lørdag forventes de første deltagere i mål samme sted.



