Forud for San Remo Rally var der lagt op til en tæt mesterskabsdyst over sæsonens sidste to IRC-rallies. Men den kom til at gå helt modsat og mesterskabet er nu allerede afgjort inden finalerallyet.
Med de to mesterskabskombatanter, Kris Meeke og Jan Kopecky, skilt af et enkelt point forud for San Remo, stod det klart at ethvert point ville være vigtigt. Og allerhelst skulle der mange af slagsen på kontoen.
Men allerede på rallyets anden hastighedsprøve tog kampen en afgørende vending, da Jan Kopecky ødelagde et hjul på sin Skoda Fabia og måtte udgå.
Nu var vejen åben for Kris Meeke, som på det tidspunkt lå på en 4. plads, til at øge sit pointforspring og bringe sig i en fordelagtig mesterskabsposition forud for sidste IRC-rally. Men den britiske kører tænkte anderledes: Han ville vinde!
De sidste prøver i San Remo Rally blev kørt i et forrygende tempo og Kris Meeke viste med en sejr, at han ikke alene er IRC-mester 2009 – han er også en værdig mester.
11 points forspring er for meget til at Jan Kopecky nu kan vinde mesterskabet, men til gengæld er han lige så sikker på andenpladsen. Han har nemlig 12 points forspring ned til Freddy Loix på 3. pladsen. Denne skal belgieren så kæmpe lidt for, da Nicolas Vouilloz kun er 6 point efter og den tidligere IRC-mester har sat sig som mål i det mindste at være blandt de 3 bedste i år.
Foto: IRC



