Indtil i dag stod første weekend i august på showløb i Københavns gader i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix. Men den første gæsteoptræden på Sjælland er nu aflyst, lyder det fra DTC. Årsagen til aflysningen er, at arrangørerne ikke har kunnet få tilladelse fra Københavns Kommune til at lade DTC-bilerne køre opvisning.

– Det er desværre ikke lykkedes os at få en tilladelse fra Københavns Kommune til at sende DTC-bilerne på banen, siger Jakob Vigelsø, administrerende direktør i Copenhagen Road Racing Company ApS til DTC-net. Copenhagen Road Racing Company afvikler det traditionelle, historiske arrangement ved Fælledparken.
  
– Fra DTC’s side er vi kede af, at vi ikke kunne få lov til at være med Copenhagen Historic Grand Prix. Geografisk er motorsporten meget ulige fordelt her i landet på grund af den manglende bane på Sjælland, og vi havde håbet på, at vi med vores tilstedeværelse ved årets løb kunne præsentere klassen og sporten for et nyt publikum, som ellers ikke har mulighed for at opleve vores løb live, siger promotor Peter Elgaard til dtc-net.

Showløbet var ikke ment som tællende til mesterskabet, og der vil således ikke indsættes en erstatning for arrangementet. Dermed vil DTC-kørere kun kunne ses i materiel af ældre dato, som fx Jan Magnussen, der i 2008 vandt det ene løb (foto).

Foto: Jan Kaiser