Biludstillingen i Genéve byder som regel på nye bilmodeller, stilstudier og koncepter. Hyundai har dog også været så flinke at medbringe den seneste udgave af i20 WRC, der efter planen skal indsættes i VM-rallies næste år.
Ud over et iøjnefaldende farveskema med Hyundais blå farve, matsort og orange byder i20 WRC også på modificeret aerodynamik og de mindre synlige elementer som forbedret chassis og ophæng.
i20 WRC er udviklet i Korea, men testarbejdet gennem 2013 foregår med base i Hyundais europæiske motorsportsafdeling i Alzenau i Tyskland.