Det var Hondas enlige Civic med Tiago Monteiro, der toppede testen forud for Macaus FIA WTCC-finale.
Godt nok har Hondaen, der kører som forberedelse til fuld indsats i 2013 med både Monteiro og Gabriele Tarquini, fået lettet lidt på ballasten til denne weekends finale, men overraskende var det alligevel at se den relativt nye racer i front i WTCC.
Med til historien hører dog som sædvanlig for løbet i Macau, at der var flere afbrydelser og med 29 biler på startlisten et rekordstort felt, der gjorde det svært for kørerne at få en fri omgang.
Det lykkedes dog for Monteiro, der med en 2:33.908 var seks tiendedele sekund bedre end privatkøreren Stefano D’Aste i BMW. Rob Huff var første blandt de vanlige frontrunnere på tredjepladsen. Briten, der går ind til finalen med en klar favoritrolle til sin første VM-titel, var knap ni tiendedele efter portugiseren.
Sessionen blev afbrudt med tre minutter igen, da Chevrolet-køreren Darryl O’Young satte sin Bamboo Engineering-Cruze i rækværket i Mandarin-svinget.
FIA WTCC genoptager kørslen fredag morgen dansk tid med den officielle træning.