Stemningen er høj i Hartmann Honda Racing. Forud for weekendens løb på Padborg Park har Per Poulsen testet på banen i det sønderjyske. Teamet tror på en double i weekendens løb – sejr samlet og i DTC Cuppen.
Padborg Park er en bane, der tidligere har ligget godt til de forhjulstruerkne Hondaer. Sidste år to James Thompson teamets første sejr netop her. Tirsdag testede teamet på banen med gode resultater. Og både teamchef og kører tror på at succesen fortsætter for det Herning-baserede team..
– Padborg Park har altid været agod for os. Jeg føler, at det er et straffespark, vi står med, så bolden bør ryge i kassen. Men man kan selvfølgelig også brænde den, siger teamchef Hans Hartmann.
For Per Poulsen var det første møde med Padborg Park. Men debut på banen søndag skræmmer ikke fynboen.
– Jeg kørte hjem med en god fornemmelse i maven, for umiddelbart tror jeg, at det ser fornuftigt ud. Vores test gik i det store hele efter planen. Vi boksede lidt med et gearkasseproblem, men det var godt, at vi nu fik løst det ved testen, for hellere at det var sket i går end i weekenden, siger Per Poulsen.
– Jeg håber på, at vi – i hvert fald i tidtagningen – kan være på en etter i privat cuppen, og så må vi se, hvor langt det rækker i det generelle resultat. Jeg vil gerne langt op i feltet, så jeg kan undgå karambolage, men det er kun tiden, som kan vise, hvor vi ligger i resten af feltet. Men jeg går efter at være bedst i tidtagningen i privat cuppen, og så må vi tage den derfra.
Teamchef Hans Hartmann var også tilfreds med forløbet af tirsdagens test.
– Per kørte stærkt til testen, og til James’ bil er der lige kommet nogle opdateringer, så vi har mere med i kufferten til weekenden. Vi bør ikke gøre det dårligere end sidste gang, men det er jo altid svært, siger han.
Foto: Thomas Norsted