Den tidligere Advan Cup-kører Kim Holmgaard er nu bekræftet i DTC 2010. Nordjyden skal, som forudsagt af Racemag tidligere, sammen med Jens Reno Møller køre SEAT Leon i team med det mundrette navn Team FDM Tegee Dan Motorsport.
– Jeg glæder mig virkelig til min nye udfordring. Det bliver selvfølgelig svært, og til at starte med vil man måske være bundprop, men jeg håber, at jeg kan komme op i rækkerne. Bilen er en super bil, og hvis jeg nu kunne komme ind på en ottendeplads i første heat og komme til at holde forrest til det næste, vil det være lækkert. Men det bliver svært, siger Kim Holmgaard i en pressemeddelelse.
Den 41-årige salgschef har endnu ikke kørt i bilen, som i DTC-sammenhæng er en gennemprøvet størrelse. Jens Reno Møller var i 2009 snublende tæt på DTC Cup-titlen, mens Michel Nykjær tidligere har vundet DTC samlet i bilmodellen. Også Casper Elgaard tog i sin debutsæson en pole position og en sejr i en Leon.
– Den største udfordring bliver nok at vænne sig til, at det er en helt anderledes hastighed, tingene forgår med. Der ligger også en stor udfordring rent set-up-mæssigt for hele teamet. Jeg tager mine mekanikere fra gruppe N-tiden med, og der kommer flere til, for det er noget helt andet at skrue på sådan en DTC-racer. At arbejde med dækkene og få lagt strategien er også noget helt andet, siger Kim Holmgaard.
Foto: DTC