For mange henviser årets højtider til jul, påske, pinse eller måske sommerferien. Men indenfor motorsportens verden repræsenterer den kommende uge også en slags højtid. Her rettes verdens opmærksomhed nemlig mod en stribe asfalt på godt og vel 13 km. i det nordvestlige Frankrig.
Det er nemlig tid for det årlige 24-timers løb på Le Mans. Les 24 Heures du Mans 2022 skydes i gang lørdag d. 11. juni kl. 16, og et døgn senere skal der så føjes nye navne på listen over vindere.
Dansk bilsport har oplevet nogle af sine største stjernestunder på netop Le Mans, siden John Nielsen i 1990 som første dansker vandt løbet for Jaguar. Dernæst fulgte ”Kongen af Le Mans” Tom Kristensens utrolige præstation ved i perioden 1997 – 2013 at vinde klassikeren hele ni gange. Det har ingen andre præsteret, og der er en god mulighed for at det heller aldrig kommer til at ske.
I kølvandet på de to stjerner er siden fulgt en lang række danskere, der har medvirket til dansk bilsport er repræsenteret på Le Mans i en grad der langt overgår hvad vores beskedne befolkningstal berettiger til. Antallet af danskere i løbet sætter således i år ny rekord. 11 er tilmeldt, og det betyder at kun store nationer som England, Frankrig, USA og Tyskland har flere kørere med blandt de i alt 186 startende.
I løbet på Le Mans er der fire forskellige kategorier af biler, og foruden vinderen af generalklassementet kåres der vindere i hver klasse. Siden 1990 er det, foruden de ni sejre generelt, blevet til hele 8 klassesejre, og antallet af danske deltagere i tiden efter 1983 (hvor Jens Winther Snr. som første dansker deltog) når i år op på 38.
De elleve danskere i Le Mans 2022 er Michael Christensen (Porsche, tidligere vinder GT Pro), Nicki Thiim (Aston Martin, tidligere vinder GT Am), Nicklas Nielsen (LMP2, sidste års vinder GT Am), David Heinemeier Hansson(LMP2), Oliver Rasmussen (LMP2), Michael Jensen (LMP2), Michelle Gatting (Ferrari, GT Am), Mikkel Jensen(Ferrari, GT Am), Frederik Schandorff (Ferrari, GT Am), Mikkel O. Pedersen (Porsche (GT Am) og Marco Sørensen (Aston Martin, GT Am). Tre af deltagerne er såkaldt ”rookies” (første gang de deltager).
24-timers løbet på Le Mans blev kørt første gang 1923. Årets udgave er nr. 90 i rækken, da der ikke blev kørt løb i perioden omkring 2. Verdenskrig, samt et par enkelte andre år. Le Mans er en del af VM i langdistanceløb (World Endurance Championship), der foruden Le Mans omfatter fem andre løb.
Biofuel
En stor nyhed til dette års løb er bilerne for første gang alle anvender biofuel udvundet af planterester fra den franske vinproduktion. Dette nedbringer løbets Co2-udledning med ca. 65%.
Løbets officielle hjemmeside er – følg det via livetiming her.
Tidsplan
Tirsdag d. 8. juni
13.45 – 17.15 Træning 1
18.45 – 20.15 Kvalifikation
22.00 – 00.30 Træning 2
Onsdag d. 9. juni
14.45 – 18.15 Træning 3
19.45 – 20.50 Hyperpole
21.45 – 00.15 Træning 4
Lørdag d. 11. juni
10.15 – 11.00 Warm Up
15.00 – søndag 16.30 Le Mans 2022
Alt ovenstående kan følges ”live” på Eurosport, der tillige viser lørdagens afdeling af løbsserien ”Road to Le Mans”, hvor der også er dansk deltagelse. Det sker i tidsrummet 11.00-12.30. TV2 sender direkte fra løbet lørdag og søndag.
Læs også vores optakt med de danske deltagere her.
Foto: Porsche AG