24-timersløbet på Le Mans fejrer i 2023 100-årsjubilæum – og danskerne kan fejre, at vi i år har rekordmange kørere til start. Hele 13 danskere er klar, når Tom Kristensen som løbets Grand Marshall sender de 62 biler afsted lørdag den 10. juni.
Og for første gang længe er der danske kørere, der kan køre med om den generelle sejr i langdistanceklassikeren. Hele tre repræsenterer de rød/hvide farver i topklassen, mens der også er danskere med mere end gode chancer i de øvrige klasser LMP2 og GTE.
I LMH-klassen er Michael Christensen, Nicklas Nielsen og Mikkel Jensen klar til kamp om den generelle sejr – og kampen mod Toyota, der med masser af erfaring i bagagen fører i FIA WEC-stillingen.
I LMP2 skal Oliver Rasmussen forsøge at gentage sidste års podieplads i debuten – det sker sammen med David Heinemeier Hansson, der også tidligere har været med helt fremme i klassen på Le Mans. Hold også øje med Malthe Jakobsen, der debuterer i Le Mans for Cool Racing. Anders Fjordbach og Jan Magnussen skal man aldrig afskrive, men de er kommet med på et afbud sammen med Mark Kvamme.
I GTE Am stiller danskerholdet GMB Motorsport med Gustav Birch, Jens Reno Møller og sidste års vinder i GTE Am Marco Sørensen. De kører mod Michelle Gatting og Mikkel Overgaard Pedersen.
Her er danskerne i Le Mans 2023
| LMH | |
| 5 Porsche Penske Motorsport | Michael Christensen/Dane Cameron/Fréderic Makowiecki |
| 50 Ferrari-AF Corse | Nicklas Nielsen/Antonio Fuoco/Miguel Molina |
| 93 Peugeot TotalEnergies | Mikkel Jensen/Jean-Eric Vergne/Paul di Resta |
| LMP2 | |
| 28 Jota Sport | David Heinemeier Hansson/Oliver Rasmussen/Pietro Fittipaldi |
| 32 Inter Europol Comp. | Anders Fjordbach/Jan Magnussen/Mark Kvamme |
| 37 Cool Racing | Malthe Jakobsen/Alexandre Coigny/Nicolas Lapierre |
| GTE Am | |
| 55 GMB Motorsport | Gustav Birch/Jens Møller/Marco Sørensen |
| 85 Iron Dames | Michelle Gatting/Rahel Frey/Sarah Bovy |
| 77 Dempsey-Proton | Mikkel O. Pedersen/Christian Ried/Julien Andlauer |
Hent Great Dane’s Spotter Guide 2023 her (pdf).
Sådan ser du Le Mans 2023
I Danmark viser både TV 2 og Eurosport Le Mans – find programoversigt her.
Du kan også følge løbet via FIA WEC-appen og 24H Le Mans TV-appen – læs mere her.
Endeligt kan du lytte til Radio Le Mans – find dem her.
Sådan køres Le Mans 2023 – her er tidsplanen
Onsdag den 7. juni
14.00 Fri træning 1
19.00 Kvalifikation
22.00 Fri træning 2
Torsdag den 8. juni
20.00 Hyperpole
22.00 Fri træning 3
Lørdag den 10. juni
16.00 24 Heures du Mans 2023
Sådan køres Road to Le Mans 2023
Torsdag den 8. juni
18.30 Race 1
Fredag den 9. juni
11.30 Race 2
Foto: Rolex/Adam Warner









