OAK Racings #24 er toer i FIA WEC forud for 24-timersløbet på Le Mans, og de tre kørere er også rangeret som en af de stærkeste trioer på den ultrastærke LMP2-grid.

Sidste års debut for den Chicago-baserede dansker i Le Mans gik ikke som forventet efter adskillige tekniske problemer og punkteringer. I år kører Heinemeier Hansson i den på papiret stærkere #24 med Alex Brundle og Olivier Pla – og trioen har nu to løb og to podieplaceringer på cv’et i år.

– Vi er så godt forberedt til dette års Le Mans som noget andet team i LMP2. Alle kørere har erfaring med Morgan-Nissan-bilen, mekanikerne har arbejdet sammen i flere år, vores ingeniør har kørt Le Mans 10 gange. Alle episoder fra sidste års sæson med problemer er blevet udbedret over vinteren. Målet er intet mindre end at vinde klassen, siger David Heinemeier Hansson til Racemag.

It-iværksætteren tager dog også forbehold – for Le Mans er nu en gang Le Mans.

– Én ting er forberedelser og mål, noget helt andet er at klare sig igennem 24 timers motorløb og være i spidsen søndag morgen. Der er alt for mange gode teams dette år til at man enten kan slippe afsted med bare mindre problemer eller manglende fart. Vi skal både køre hurtigt og sikkert i 24 timer non-stop. Ikke nogen nem udfordring!

Læs mere om Heinemeier Hansson og de øvrige danskere i Le Mans her.