David Heinemeier Hansson og Martin Plowman måtte igen se Level 5 Motorsports snuppe sejren i ALMS’ P2-klasse – denne gang på Mid-Ohio-banen.

I mål skilte dog blot otte sekunder mellem Christophe Bouchut og Martin Plowman i Morgan Nissan #37, så en stop-and-go-straf blev afgørende for udfaldet – og danskeren synes straffen var for hård.

– Vi fik en god start, bilen føltes ret god og jeg havde masser af skæg med at skære gennem trafikken, som var virkelig slem, der er ikke mange steder at overhale. For at være hurtig skal man tage nogle chancer, hvilket desværre betød, at da jeg tog samme chance, som jeg havde taget ti gange før, da jeg skulle overhale en Viper, så rørte vi lidt, hvilket gav en advarsel. Det ville normalt ikke have været noget, men da Ricardo (Gonzales, red.) hentede mig, havde vi lidt kontakt, og jeg fik en drive-through-straf. Jeg synes det var lidt hårdt, eftersom han fik placeringen, men sådan er reglerne, siger David Heinemeier Hansson.

Danskeren startede i Conquest Endurance-raceren og tog føringen i klassen inden første sving. Trods problemerne kunne Martin Plowman køre ud fra pitstoppet i føring, men problemer i trafikken for briten lod Bouchut få chancen for at placere bilen på indersiden og tage føringen.