David Heinemeier Hansson er nu bekræftet for franske OAK Racing i anden afdeling af WEC, 6 Hours of Spa-Francorchamps den 5. maj.

Danskeren gjorde LMP2-debut for OAK Racings amerikanske partner Conquest Racing i Mobil 1 Twelve Hours of Sebring, og nu får danskeren med bopæl i USA altså chancen for teamet, der tog en samlet femteplads i 12-timersløbet.

– Efter en forrygende debut på Sebring, hvor #37’s søsterbil i LMP2 satte både pole med mere end et sekund og blev nummer to i klassen, så er det fantastisk at kunne forsætte med samme Morgan LMP2 til 6 hours of Spa. Jeg skal køre for samme OAK Racing-team, der står for at lave Morgan LMP2’erne. Ikke nok med at have vist, at de har den bedste pace i LMP2, så har teamet også en super stemning og kampånd. Jeg glæder mig til at lære mere fra Oliver Pla (der spankede selv Sarrazin med den mega qualifying-tid) og resten af OAK Racing-familien, siger David Heinemeier Hansson til Racemag.

Indtil videre gælder aftalen med OAK Racing blot dette ene løb, men danskeren arbejder ifølge Racemags oplysninger på start i LMP2 i årets Le Mans.