Lewis Hamilton holdt hovedet koldt trods Webber kom forbi ham i starten, og kunne tage sejren over Vettel i USA. Spændingen om hvem der bliver verdensmester i år, bliver dermed først udløst om en uge i Brasilien.
Sebastian Vettel kom godt fra start og beholdt sin placering helt i front, da løbet i USA kom i gang. Mark Webber havde en overraskende god start, og kom forbi Lewis Hamilton. Fernando Alonso var rykket endnu en placering frem i starten til P7, da man havde valgt at skifte gearkassen på Felipe Massas racer. Mere et taktisk træk end, der reelt var tale om tekniske problemer for brasilianeren – han blev rykket fem placeringer tilbage på gridden. Det handlede også om, at Alonso kunne komme over og starte på den side af gridden med ulige numre, da der var kørt mest gummi ned i banen der.
Fernando udnyttede starten optimalt og avancerede til P4 ved at komme forbi flere af sine konkurrenter allerede i første sving. Lewis Hamilton udnyttede på omgang fire DRS-zonen, og bremsede sig forbi Webber i svinget for enden af langsiden.
Sebastian Vettel og Lewis Hamilton trak fra i front – en overgang var forskellen mellem de to nede på under et sekund, men englænderens dæk kunne ikke holde til presset.
Efter godt 15 omgange, må Mark Webber udgå – han udtalte efter løbet at, der endnu engang var problemer med generatoren på Red Bull-raceren. Fernando Alonso rykkede op på tredjepladsen.
På omgang 20 går både Hamilton og Alonso i pit. Ferrari havde problemer med at få det ene baghjul af, så Alonso mistede knapt ti sekunder på sit pit-stop. Omgangen efter er det Vettels tur til at komme i pit, og det forløber helt glat.
Hamilton åd sig langsomt ind på Vettel, og på omgang 42 var der næsten kontakt mellem de to i DRS-zonen, men McLaren-køreren kommer forbi, og overtog føringen i løbet. Fernando Alonso lå fortsat nummer tre, men godt et halvt minut efter de to forankørende.
Lewis Hamilton tog sejren i USA, og udnyttede koldblodigt sin chance for at komme forbi Vettel. Dermed sørgede briten for den fortsatte spænding i VM-kampen. Sebastian Vettel udbyggede dog sit forspring ned til Alonso med tre point, og tyskeren er nu 13 point foran Ferrari-køreren.
Udover kampen i front, så var løbet i USA uden voldsomme uheld, men dog med en del dramatik længere nede i feltet med flere gode dueller. Banen bød på lidt flere overhalingsmuligheder end ventet – bane-arkitekten Hermann Tilkes tidligere projekter har lidt noget under, at der ikke er så gode muligheder for overhalinger. Det var primært efter DRS-zonen ved indgangen til sving 12, at der kunne overhales, og derudover i sving ét lige efter starten. Men også flere andre sving bød på overhalinger – om det så skyldes designet, eller at banen fortsat var noget glat må tiden vise.
Afgørelsen om årets VM-titel vil dermed først blive udløst i det sidste løb i Brasilien. Det er med en klar fordel til Sebastian Vettel, da Red Bull-raceren fortsat er Ferrarien overlegen – selvom Alono skulle vinde i Sao Paolo, så vil Vettel kunne nøjes med en fjerdeplads, og stadig tage VM-titlen.
Finalen i årets VM køres allerede i næste weekend i Brasilien.
Resultatet af USA’s Grand Prix:
| 1 | Lewis Hamilton | McLaren-Mercedes | 56 | Winner |
| 2 | Sebastian Vettel | Red Bull Racing-Renault | 56 | +0.6 |
| 3 | Fernando Alonso | Ferrari | 56 | +39.2 |
| 4 | Felipe Massa | Ferrari | 56 | +46.0 |
| 5 | Jenson Button | McLaren-Mercedes | 56 | +56.4 |
| 6 | Kimi Räikkönen | Lotus-Renault | 56 | +64.4 |
| 7 | Romain Grosjean | Lotus-Renault | 56 | +70.3 |
| 8 | Nico Hulkenberg | Force India-Mercedes | 56 | +73.7 |
| 9 | Pastor Maldonado | Williams-Renault | 56 | +74.5 |
| 10 | Bruno Senna | Williams-Renault | 56 | +75.1 |
| 11 | Sergio Perez | Sauber-Ferrari | 56 | +84.3 |
| 12 | Daniel Ricciardo | STR-Ferrari | 56 | +84.8 |
| 13 | Nico Rosberg | Mercedes | 56 | +85.5 |
| 14 | Kamui Kobayashi | Sauber-Ferrari | 55 | +1 omg |
| 15 | Paul di Resta | Force India-Mercedes | 55 | +1 omg |
| 16 | Michael Schumacher | Mercedes | 55 | +1 omg |
| 17 | Vitaly Petrov | Caterham-Renault | 55 | +1 omg |
| 18 | Heikki Kovalainen | Caterham-Renault | 55 | +1 omg |
| 19 | Timo Glock | Marussia-Cosworth | 55 | +1 omg |
| 20 | Charles Pic | Marussia-Cosworth | 54 | +2 omg |
| 21 | Pedro de la Rosa | HRT-Cosworth | 54 | +2 omg |
| 22 | Narain Karthikeyan | HRT-Cosworth | 54 | +2 omg |
| Ret | Mark Webber | Red Bull Racing-Renault | 16 | +40 omg |
| Ret | Jean-Eric Vergne | STR-Ferrari | 14 | +42 omg |



