Rolex 24 at Daytona skyder 2026-sæsonen i gang den 24. januar. Den 60-biler store grid tæller ti danskere på tværs af løbets fire klasser.

Det årlige 24-timers løb på Daytona International Speedway bliver enormt spændende at følge set med danske briller. Med tre danskere i topklassen, GTP, yderligere fem i LMP2-klassen og to i GTD-maskineri, er der gode chancer for, at vi får endnu en dansk vinder af det ikoniske langdistance løb i Florida.

Senest vandt Christian Rasmussen løbet i LMP2-klassen i 2024. Han var tæt på igen sidste år, hvor han desværre blev tvunget i pit fra føringen med en time og et kvarter tilbage af løbet grundet en defekt generator. Rasmussen er igen teamet op med AO Racing, og de er som vanligt blandt favoritterne til at vinde i LMP2-klassen.

De danske håb hviler dog ikke kun på Rasmussen. I alle tre klasser er der stærke danske kort.

GTP: Vesti i storform, Magnussen ude efter revanche og Sørensen i GTP-debut
Cadillac Whelen #31 – Frederik Vesti, Jack Aitken, Earl Bamber, Cannor Zilisch

Frederik Vesti og Cadillac Whelen ankommer i Florida i topform. De rundede 2025-sæsonen af med to sejre i træk, hvilket transformerede holdets sæson fra en plads i midtfeltet til mesterskabs-sølv.

Daytona var dog ikke en succes sidste år, hvor Vesti ramte væggen hårdt, da hjulophænget på hans Cadillac V-Series GTP knækkede under trykket på Daytonas stejlkurver.

Men formbogen er i Vestis favør. Danskeren imponerede i hans første år bag rattet af GTP-maskineri, hvor han blev synligt hurtigere hver gang han var bag rattet. Det kulminerede i, at Vesti var blandt de hurtigste kørere på gridden, både ved The Battle on the Bricks og Petit Le Mans.

Sammen med holdets to fuldtidskørere, Jack Aitken og Earl Bamber, og GTP-debutanten Connor Zilisch, er Vesti blandt favoritterne til at tage generalsejren på Daytona i Cadillac Whelen #31.

BMW Team WRT #25 – Kevin Magnussen, Marco Wittmann, Philipp Eng, Raffaele Marciello

Modsat Vesti ankommer Kevin Magnussen og BMW på Daytona Beach med noget at bevise. Sidste år stod det straks klart, at BMW Team RLL og Kevin Magnussen ville være svære at slå på stejlkurverne. Den tyske fabrikant dominerede resultatlisterne gennem alle træningerne, og da Magnussens holdkammerat Dries Vanthoor tog pole position med tre tiendedele ned til nærmeste konkurrent, lignede det, at BMW #24 ville være urørlig.

Sådan skulle det ikke gå. Magnussen og co. var en konstant i toppen af feltet, men Vanthoor måtte en tur igennem pitten med under en time tilbage for at få skiftet fronten efter kontakt med en af konkurrenterne. Derfor måtte holdet tage til takke med en fjerdeplads.

Læs mere: Kevin Magnussen missede topresultat på Daytona

Det var toneangivende for BMW’s 2025-sæson, hvor deres M Hybrid V8 ofte var hurtig, men holdet manglede held og eksekvering. Derfor blev Rahal Letterman Lanigan Racing udskiftet med belgiske Team WRT til den kommende sæson. De driver i forvejen BMW’s Hypercar-program i WEC, hvilket forhåbentlig betyder, at Magnussen og co. kan levere på det potentiale, de viste sidste år.

Forud for denne sæson er Magnussen blevet rykket fra BMW #24 til BMW #25, hvormed han også har nye medkørere.

Aston Martin THOR Team #23 – Marco Sørensen, Alex Riberas, Ross Gunn, Roman De Angelis

Den tredje dansker i GTP-klassen er Marco Sørensen, der vil være bag rattet af en Aston Martin Valkyrie på bilens Daytona-debut. Den blev nemlig ikke klar til Daytona sidste år, og gjorde i stedet debut på Sebring. Som forventet var Aston Martin ikke konkurrencedygtige med det samme, men holdet fandt stødt fart gennem hele sæsonen og var en reel udfordrer om sejren ved sæson afslutningen, Petit Le Mans.

Med bilens potentiale låst op vil Marco Sørensen og Aston håbe på, at deres første sejr i Hypercar/GTP-klassen kommer på Daytona – en bane, der for øvrigt bør spille til deres styrker. Gennem 2025 viste Aston Martin Valkyrie sig gang på gang stærk på topfarten, hvilket er den måske vigtigste disciplin på Daytona International Speedway.

LMP2: Spækket med danske stjerner

Den “lille” prototype-klasse, LMP2, er måske den mest spændende klasse på Daytona set med danske øjne. I den 14-biler store klasse er der danskere bag rattet af fem – og så er det endda nogle af de største danske navne i international motorsport.

AO Racing #99 – Christian Rasmussen, Dane Cameron, PJ Hyett, Jonny Edgar

Christian Rasmussen og AO Racing er som sagt blandt favoritterne i klassen. Danskeren havde en gennembrudssæson i IndyCar i 2025, hvor han blandt andet tog sin første sejr i serien på spektakulær vis i Milwaukee. Hans evner bag rattet har længe været kendt i Daytona, men i år ankommer han for første gang som en af LMP2-griddens helt store navne.

AF Corse #83 – Nicklas Nielsen, Frencois Perrodo, Dylan Murry, Mathie Vaxiviere

Når vi taler om store navne på LMP2-gridden er det svært at komme uden om Nicklas Nielsen. Ferrari-fabrikskøreren, der sluttede med VM-bronze i WEC sidste sæson, er igen bag rattet af AF Corses LMP2 i IMSA-regi. Det er partnerskabets fjerde år, og hidtil har dets bedste resultat på Daytona været en tredjeplads i 2023.

Crowdstrike Racing by APR #04 – Malthe Jakobsen, George Kurtz, Toby Sowery, Alex Quinn

Malthe Jakobsen flyver også over Atlanten fra WEC-gridden for at køre LMP2 for Crowdstrike Racing. Det danske sportsvogns-talent har længe været kendt som en af verdens mest habile LMP2-kørere, med blandt andet to ALMS-mesterskabet på cv’et. Jakobsen bedste resultat på Daytona hidtil er en andenplads i 2024, hvor han kæmpede med Christian Rasmussen om sejren i løbets slutfase.

United Autosports #2 – Mikkel Jensen, Ben Hanley, Hunter McElrea, Phil Fayer

Mikkel Jensen viste sin klasse i 2025, med to løbsvindende præstationer for TDS Racing på Indianapolis og Road Atlanta, hvor han fik konkurrenterne til at se gennemsnitlige ud. Men Jensen har skiftet hold forud for 2026-sæsonen. Danskeren sluttede partnerskabet med Peugeot i WEC i udgangen af 2025, og dermed er samarbejdet med franske TDS Racing i IMSA også ophørt.

I stedet skal Jensen køre McLaren hypercar fra 2027, og dermed var det oplagt, at han også skulle køre LMP2 i 2026 med United Autosports – et hold ejet af McLaren-chefen Zak Brown. United Autosports er en LMP2-supermagt med adskillige mesterskaber og løbssejre på både Daytona og Le Mans under bæltet. Det er et hold, som altid er blandt favoritterne på Daytona.

TDS Racing #11 – David Heinemeier Hansson, Charles Milesi, Tobi Lütke, Matias Beche

Selvom Mikkel Jensen er skiftet til United Autosports er der fortsat en dansker bag rattet af TDS Racings LMP2 – David Heinemeier Hansson. Den danske erhvervsmand, forfatter og racerkører sluttede lige udenfor Daytona-podiet sidste år med Era Motorsport, og rundede desuden sæsonen af med en podieplads på Road Atlanta. Med skiftet til TDS vil han håbe, at det franske hold kan holde formen fra 2025, selvom Mikkel Jensen har skiftet hold. Han direkte erstatning er franske Charles Milesi, der satte hurtigste tid i LMP2-klassen ved weekends Roar Before the Rolex 24 at Daytona.

GTD: Schandorff og Thiim jager begge første sejr på Daytona
Inception Racing #70 – Frederik Schandorff, Brendan Iribe, Ollie Millroy, David Fumanelli

I GTD-klassen er Frederik Schandorff teamet op med Inception Racing for femte år i træk – et samarbejde som indtil nu har kvitteret med en tredjeplads, som det bedste resultat på Daytona. Sidste år var de med i kampen om klassesejren, men et knækket forhjulsophæng slukkede sejrsdrømmen. Holdet fik dog medaljer med hjem fra Watkins Glen og Indianapolis senere i 2025 – og særligt på Indianapolis viste Schandorff, at han er blandt GTD-feltets absolut hurtigste, da han kørte hele feltet agter ud i løbets slutfase. Derfor er der ingen tvivl om, at Schandorff og Inception Racing vil være med i den skarpe ende, hvis de har heldet med sig i år.

Magnus Racing #44 – Nicki Thiim, John Potter, Spencer Pumpelly, Madison Snow

Nicki Thiim har næsten vundet alt, der er at vinde, i sin 15-år lange karriere i GT-biler – men Rolex-uret er en af de få trofæer, som mangler. Tættest var han i 2023, hvor han sluttede lige foran Schandorff med en andenplads. Thiim er igen teamet op med Magnus Racing i jagten på uret.

Her kan du se Rolex 24 at Daytona

Årets udgave af 24-timersløbet på Daytona International Speedway flages grønt lørdag den 24. januar klokken 13.40 lokal tid – det er klokken 19.40 i Danmark – og transmitteres live med danske kommentatorer på Viaplay.

Du kan også følge løbet på live-timing på IMSAs hjemmeside.