Romain Grosjean fra Lotus F1 satte tidligt dagens hurtigste tid, men i de sidste minutter satte Kamui Kobayashi i Sauber overraskende akkurat samme tid. Sebastian Vettel og Mark Webber fulgte på de næste pladser i deres i Red Bull racere.
Der var sol over Mugello i dag onsdag, og kørerne fik mulighed for at teste en hel dag på en tør bane.
Tiderne i dag var derfor også hurtigere i dag, og bedste tid var knapt et sekund hurtigere end Alonsos tid fra i går. Vigtigere var dog at der blev mulighed for at køre langt flere omgange i dag, og dermed få kørt flere testprogrammer igennem og afprøvet flere nyudviklede dele.
Lotus teamet meldte ud at Räikkönen ikke kommer til at teste på Mugello. Den officielle forklaring er, at vejudsigten og gårsdagens vejr er for ustabilt, og derfor har man valgt at indsamle data på baggrund af primært én kører – Romain Grosjean. Det skal dog nævnes at Jerome d’ Ambrosio var i bilen i går for Lotus teamet, men det handler mere om de forpligtelser de har i forhold til testkøreraftalen.
I dag var McLaren raceren atter overladt til en af deres to testkørere nemlig Gary Paffett, og det kan være forklaringen på at de i dag ikke var at finde i toppen af tabellen. Ikke fordi DTM-køreren ikke er en hurtig mand, men der er forskel på at være en fast del af toppen i Formel 1, også at være testkører. Vi får hverken Lewis Hamilton eller Jenson Button at se på banen i Mugello, da McLaren noget overraskende har valgt kun at bruge de to testkørere Gary Paffett og Oliver Turvey til denne test.
Toro Rosso og Vergne viste atter i dag gode tider og blandede sig i toppen. Som nævnt i går er det ikke nødvendigvis udtryk for det reelle styrkeforhold bilerne imellem, men det er værd at bemærke at Toro Rosso også var langt fremme på startgridden i Bahrain. De formåede dog ikke at omsætte det til resultater i løbet, men det viser de har en hurtig bil, og er inde i en god udvikling. At få bilen til at præstere endnu bedre i race-opsætning er så den udfordring de står overfor. Når det så er sagt skal det siges at begge teamets unge kørere, Vergne og Ricciardo, har scoret ganske godt med point allerede.
Ferrari ser ud til at være på rette spor. Trods regnen i går satte Alonso bedste tid, og måske endnu mere vigtigt var han en af de få, der valgte at få kørt mange omgange. I dag viste Massa, også gode tider, og der blev kørt et omfattende testprogram. Så nye takter modsat pre-tests i Spanien tidligere i år, hvor der blev kørt få omgange, og teamet åbent erkendte de havde store problemer.
Det er i øvrigt fire år siden sidst, at der har været en officiel Formel 1 test i løbet af sæsonen. Men forud for denne sæson blev de forskellige hold enige, om at man igen ville indføre en test. Et tiltag der uden tvivl er en fordel i en sæson med nye dæktyper og de øgede restriktioner med hensyn til aerodynamik og tilhørende downforce eller manglen på samme.
Dagens tider:
| 1. | Romain Grosjean | Lotus Renault | 01:21.603 | 97 |
| 2. | Kamui Kobayashi | Sauber | 01:21.603 | 87 |
| 3. | Sebastian Vettel | Red Bull | 01:21.825 | 64 |
| 4. | Mark Webber | Red Bull | 01:21.997 | 54 |
| 5. | Felipe Massa | Ferrari | 01:22.257 | 106 |
| 6. | Jean-Eric Vergne | Scuderia Toro Rosso | 01:22.424 | 65 |
| 7. | Daniel Ricciardo | Scuderia Toro Rosso | 01:22.759 | 22 |
| 8. | Michael Schumacher | Mercedes Grand Prix | 01:23.404 | 144 |
| 9. | Charles Pic | Marussia | 01:23.982 | 46 |
| 10. | Vitaly Petrov | Caterham | 01:24.312 | 112 |
| 11. | Gary Paffett | McLaren | 01:24.480 | 59 |
| 12. | Timo Glock | Marussia | 01:24.499 | 37 |
| 13. | Paul di Resta | Force India F1 | 01:24.749 | 14 |
| 14. | Bruno Senna | Williams | 01:24.842 | 100 |



