Michel Nykjærs WTCC-eventyr fik igen et skidt kapitel skrevet ind, da VM for standardvogne i weekenden gæstede portugisisk Portimao.
Danskeren viste igen god fart og lå i den top otte, der tidligere var tæt på at sikre første WTCC-sejr til danskeren på Monza. Men som i Italien gik det galt med dækkene, der ikke holdt distancen.
– Jeg blev ramt på mit venstre baghjul og måtte sænke farten, men holdt min placering som nr. 10. Da to biler foran i rækkerne kører af, ligger jeg 8´er, så jeg sænker farten endnu mere for jeg vil utrolig gerne holde den placering til mål. Jeg havde lidt at give af i forhold til dem bag mig, men så en halv omgang før målflaget punkterer mit venstre forhjul. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige, det er så frustrerende, siger Nykjær på sin hjemmeside, www.michelnykjaer.dk
Dermed kunne danskeren se frem til en startplacering langt nede i feltet til andet løb – noget andet end den pole position, danskeren var på vej imod.
Dét løb blev dog ikke mange omgange gammelt, før Nykjær måtte trille i pit med en defekt SEAT-motor.
– Jeg ved ikke hvornår mit held kommer, men jeg glæder mig utrolig meget til det dukker op. Jeg har farten til at være med oppe forrest i feltet, men gang på gang bliver jeg straffet af urimelige ting, som gør at jeg bliver sat bagud, siger Nykjær videre.
Danskeren nægter dog at lade sig kue trods den relativt store modgang han har haft indtil videre i WTCC.
– Jeg mister overhovedet ikke modet ved det her. Jeg elsker race, og her i WTCC føler jeg mig godt hjemme. Tværtimod får jeg mere og mere lyst til at vise hvad jeg kan, og en eller anden dag må det lykkedes for mig i WTCC. Hvis jeg blev spurgt om jeg kunne tage af sted i morgen igen til race, sagde jeg ja med det samme, slutter han.
Foto: fiawtcc.com