Frederik Vodder (foto øverste trin t.h.) tester den 25. september for første gang en Auto-G DTC-racer, når han på FDM Jyllandsringen skal prøve kræfter med en af Polar Seafood Racings Ford Mustanger.

Det sker efter Anders Fjordbach var uheldig på norske Rudskogen og kom til skade med sin ryg, så han var sat ude af både løbene i det norske og DM-finalen om lidt over en uge.

Testen sker med henblik på en mulig start for teamet, hvor 18-årige Vodder altså kan træde i stedet for Fjordbach.

– Vi arbejder hårdt på at komme til start i Auto-G DTC i 2014-sæsonen. Derfor er dette en perfekt mulighed for at få prøvet bilen inden vinterpausen, og få vist mulige sponsorer at vi arbejder seriøst med det, siger han til DTC’s hjemmeside.

Frederik Vodder har denne sæson hovedsageligt kørt i den franske Peugeot Spider Cup, hvor han i øjeblikket indtager en fjerdeplads i mesterskabet. DM-finalen kolliderer dog med næste afdeling i det franske mesterskab.

– Vi har valgt at tage denne mulighed, selvom den kolliderer med næste løb, siger Vodder til Racemag.

Vodder har tidligere kørt bl.a. Yokohama 1600 Challenge på de hjemlige breddegrader.

Foto er fra gokartløb i 2012.