Casper Elgaard tog sin og Team FDM Motorsports første sejr i 2009, da den tidligere mester kørte fra pole til sejr i første løb ved Grand Prix Danmark. Men i finaleløbet kom det til sammenstød med Michel Nykjær og autoværnet, der beskytter officials i svinget for enden af publikumslangsiden.

Casper Elgaard slap med øm nakke og hoved, mens SEAT’en blev noget mere medtaget. Skaderne og det i forvejen pressede budget hos teamet skaber nu tvivl om den tredobbelte mesters fortsættelse i DTC.

– Jeg er frustreret og ærgerlig over at blive kørt af banen i en finale, som jeg følte, at jeg havde rigtig gode chancer for at vinde. Men trods alt er jeg glad for, at der ikke skete mere personlig skade. Det var vist enden på min racersæson – nu starter dansesæsonen så, og min daglige dosis undervisning. Jeg glæder mig faktisk rigtig meget, siger Casper Elgaard til sin blog.

Casper Elgaard deltager her i efteråret i TV2’s Vild med dans sammen med Vickie Jo Ringgaard.

Foto: Thomas Norsted