Formula Racings dansk/italienske trio med Mikkel Mac, Johnny Laursen og Andrea Piccini sejrede søndag i European Le Mans Series på Imola.
Mikkel Mac sikrede sig GTC-pole til teamet med rødder i Birkerød, og sammen med Johnny Laursen og Andrea Piccini, der vikarierede for Jan Magnussen, der havde travlt med at vinde DTC i Aarhus, kørte falstringen, der nu er bosat i Smilets By, første sejr hjem i serien til teamet.
Udover pitstoprunderne var trioen aldrig dårligere end tredjepladsen, og en safetycarperiode mere end halvvejs inde i løbet var eneste afbrydelse i løbet over fire timer, der dog sikrede, at det blev en tæt affære i løbets slutfase.
SMP Racings #73 og #71 tog de to andre podietrin i en ren Ferrari-opvisning i GTC-klassen. Det samme var tilfældet i GTE-klassen, mens Jota Sport vandt samlet.
Mads Rasmussen kørte en sjetteplads hjem i GTC-klassen – denne weekend sammen med russiske Melnikov.



