DM-serien for Formel Ford kommer forbi fem forskellige baner i løbet af de otte afdelinger, danmarksmesterskabet i de små formelbiler afvikles over.
To gange skal feltet uden for landets grænser, nærmere betegnet til Sverige, hvor den tidligere GP- og ETCC-bane Anderstorp lægger asfalt til anden afdeling og Sturup Raceway igen tager imod danskerne, når tredje afdeling skal afvikles.
– Jeg synes, at vi har fået en meget afbalanceret løbskalender, hvor klassen skal køre to gange på hver af de danske baner, så det bliver ikke en kører, der kun er ekspert på én bane, som til næste år vil blive mester, men derimod én, som er god alle steder, siger klasserepræsentant Alex Stubberup Frederichsen i en pressemeddelelse.
Resten af kalenderen foregår på de hjemlige baner med start på Ring Djursland den 21. april. Sæsonen slutter på Padborg Park den 6. oktober.
Formel Ford-kalenderen 2013:
21. april 2013 Ring Djursland
12. maj 2013 Anderstorp
26. maj 2013 Sturup Raceway
16. juni 2013 FDM Jyllandsringen
30. juni 2013 Padborg Park
25. august 2013 FDM Jyllandsringen
15. september 2013 Ring Djursland
6. oktober 2013 Padborg Park



