I kølvandet på Justin Wilsons tragiske dødsfald i IndyCar er diskussionen om open wheelers med tag atter blusset op. Forskellige aktører har i løbet af dagen i dag ytret deres holdninger, og den seneste i rækken er FIA’s F1 racedirector, Charlie Whiting, der er ganske klar i sin udmelding. FIA har i de senere år arbejdet på netop en løsning på dette problem – faktisk siden Felipe Massas store uheld i Ungarn i 2009, og derfor går Whiting da også ind for Formel 1-biler med lukkede cockpits:

– Vi har arbejdet på dette i et par år, og er nået frem til et par løsninger, der er testede. Nogle var mere succesfulde end andre. Et af forslagene var en tilgang ala jagerfly, men der var flere ulemper end fordele ved det. Vi har også arbejdet på nogle ganske grimme konstruktioner foran kørerne, men det er ikke til at køre med, fordi man ikke kan se gennem det, siger Whiting til Autosport og fortsætter:
– Vi har andre løsninger på bordet, blandt andet et fra Mercedes. Det dækker ikke køreren, så vedkommende kan stadig tages ud. Det er en bøjle foran kørerens hoved, med en central støtte. En anden løsning er nogle blade af forskellig højde, der kan monteres ovenpå chassiset og foran køreren, således at det næsten ikke er synligt, når man sidder i bilen.

Uanset hvad, så føler løbschefen, at der skal gøres noget for at minimere hovedskader ved uheld i formel-biler.
– Vi har brugt en enorm mængde tid og kræfter på det her projekt… Men jeg kan afgjort se, at vi en dag får det til at virke. En dag kommer noget, der kan begrænse risikoen for skader. Om det bliver lige så effektivt som et jagerflys cockpit, tvivler jeg på, men det vil yde en beskyttelse, afrunder han overfor det engelske magasin.

Kører taler for lukkede cockpits
Audis Lucas Di Grassi er også tilhænger af cockpits, men ikke kun for sikkerhedens skyld. På Twitter har han henvendt sig direkte til IndyCar og leveret sit syn på sagen:

Siden opdaterede Di Grassi også med en fremtidsspådom – i fremtiden er alle open-wheelers med lukkede cockpits, vurderer han:

Motorsport.com erfarer i øvrigt, at FIA vil teste lukkede cockpits i næste måned.