Weekendens fokus var naturligt rettet mod titeldysten mellem Michel Nykjær, Jan Magnussen og Henrik Lundgaard. Men for de orangeklædte i Team Telesikring var øjnene rettet mod skærmene, der vidnede om Tom Pedersens overlegne sejr i finalen – den første til Team Telesikring.

– Denne her sejr betyder rigtig meget for mig. Jeg har kæmpet længe for at få min første finalesejr, og nu lykkedes det så endelig, siger Tom Pedersen, der har kørt et par afdelinger i 2009 for KP Racing.

– Men sejren betyder også meget med alle de ting, man går og tænker over hele vinteren, som man nok har gjort forkert med opsætningen af bilen sidste år. Det har fungeret denne her gang, og vi fandt ud af, at vi havde kørt helt forkert med støddæmperne sidste år. Det har bare givet så meget, og jeg følte, at jeg havde rigtig, rigtig meget overskud i bilen. Vi har klart en bedre motor og en bedre gearkasse end vi havde sidste år, så det har været rigtig godt, siger Tom Pedersen, der flere gange var tæt på at vende tilbage til teamet, han også kørte for i 2008.

– Peter og jeg har talt sammen flere gange, men har aldrig kunnet blive enige om økonomien. Men her til finalen sagde han, at nu skulle jeg bare komme og give den noget gas, siger Tom Pedersen til Racemag.

Også Peter Ager var glad for de to sejre, Tom Pedersen kørte hjem, og den afslutning, Team Telesikring Racing fik på sæsonen.

– Jeg synes, at det var dejligt at have Tom tilbage igen, siger han. – 2008-opsætningen virkede. Tom Pedersen gjorde et mega stykke arbejde. Han gjorde det, vi bad ham om, nemlig at vinde. Det var en forløsning dette her.

– Folk har gået og sagt, at vores biler ikke var gode nok, men de er bare gode nok. Tom kørte bare forbi de andre, sådan som det passede ham.

Foto: Jeppe Rimmen