James Thompson tog sin, Hondas og Hartmann Honda Racings første finalesejr, da han krydsede målstregen som første mand i Padborg Open-finalen. For briten, der er er tidligere dobbelt mester i BTCC og har taget bronze i WTCC, kom sejren ikke som en selvfølge.
– Det var skønt, men en lille smule uventet. Vi vidste, at bilen var hurtig, men vi var lidt skuffede over tidtagningen i går (her blev han nummer to, red.). Jeg vidste, at bilen ville være konkurrencedygtig i løbet. Det var et spørgsmål om at blive væk fra balladen og håbe på, at vi ville få pole position, da det er svært at overhale på denne bane, siger James Thompson.
I første løb dystede briten med polemand og den senere vinder Henrik Lundgaard.
– Han kørte meget godt, og banen er meget snæver. Jeg havde et enkelt forsøg, hvor jeg faktisk ramte ham under en nedbremsning, men det var ikke et fair forsøg, så jeg lod ham køre. Men han kørte godt, og jeg kunne ikke overhale ham. Det var først i finalen, at jeg kunne udnytte farten i min bil, siger James Thompson.
Med fin opkørsel til en fjerdeplads i andet løb, skulle Thompson starte i pole position i finalen. Her kunne ingen røre Honda-køreren, der havde mere end fire sekunder ned til de duellerende kørere bag sig i mål.
Med dagens resultater springer Thompson også frem i føring i mesterskabet foran Michel Nykjær og Henrik Lundgaard.
Stillingen i DTC efter anden afdeling:
1 James Thompson, 97 points
2 Michel Nykjær, 96
3 Henrik Lundgaard, 90
4 Jan Magnussen, 85
5 Jason Watt, 77
6 John Nielsen, 53
7 Per Poulsen, 52
8 Jens Møller, 42
9 Michael Carlsen, 41
10 Martin Jensen, 38
Foto: Birger Vilén