Ford World Rally Team har netop afsluttet tests i det nordlige Sverige forud for WRC-premieren i Rally Sweden. Jari-Matti Latvala og Mikko Hirvonen var begge bag rattet i den M-Sport preparered Fiesta.

– Der er et par ting, vi gerne vil forbedre, hvilket der altid er, men det var en positiv test, og kørerne er ret glade. Vejene Jari kørte på var ikke så gode, men de var bedre for Mikko, siger teamets tekniske chef Christian Loriaux til wrc.com.

-Problemet er dog, at vi ikke ved, hvor vi står i forhold til de andre, og det vil vi ikke vide før den første prøve i Sverige. Vi kan ikke sammenligne Fiestaen med Focusen, da det er helt forskellige biler, der kører under helt forskellige reglementer, siger Loriaux om den nye S2000-racer med 1,6 liters turbomotor.

Ford har tidligere testet på grus i Portugal i begyndelsen af december og vil teste i Sverige igen i januar. Fiesta S2000 har også været i aktion i IRC, hvor bl.a. Mikko Hirvonen forberedte sig til 2011 i Rallye Monte-Carlo (foto).

Rally Sweden køres den 10. – 13. februar 2011.

Foto: IRC