Formula Racing i deres Ferrari 458 Italia var sekunder fra at vinde weekendens ELMS-løb i GTC-klassen, mens Christina Nielsen i GTE-klassen fik sin Porsche i mål på ottendepladsen efter en problemfyldt weekend.

Den danske Ferrari-trio havde en svær kvalifikation, hvor en ny dæktype gav teamet udfordringer med at finde det rette setup. Det lykkedes inden løbet at finde en egnet opsætning på bilen, men glæden varede ikke længe, da Johnny Laursen blev påkørt af en konkurrent i begyndelsen af løbet.

– Det var lige dér, vi mistede de sekunder, som vi i sidste ende manglede for at vinde løbet, forklarede Jan Magnussen efterfølgende.

Trods påkørslen fik Laursen kørt sig tilbage igennem feltet og kunne overlade rattet til Jan Magnussen, der fortsatte placeringsjagten og kunne lade Mikkel Mac overtage andenpladsen i GTC-klassen ved det sidste kørerskifte. Falstringen nåede dog ikke at indhente førstepladsen og måtte køre over målstregen som nummer to:

– Vi sluttede blot 13 sekunder efter den førende, så selvom vi er glade for resultatet, er det en lidt skuffende fornemmelse, lød det fra teamchef Allan Jørgensen.

– Ingen havde dog regnet med en podieplacering efter lørdagens udfordringer, hvor vi blandt andet missede det meste af en træningssession på grund af nedslidte dæk. Så alt i alt er vi godt tilfredse og kan se frem til en spændende finale i Portugal.

Christina Nielsen havde ligeledes en hård weekend, hvor hun debuterede i ELMS-serien for IMSA Performance Racing. Bilen var ikke i balance, og Christinas medkører, Nicolas Armindo, kvalificerede sig på en skuffende 11. plads i GTE-feltet.

Christina kunne i løbet overtage bilen på en niendeplads efter at Armindo havde kørt sig op og derefter spandt af banen. Den danske racerpige klarede opgaven flot og kørte sig frem til en ottendeplads inden løbet blev flaget af efter fire timers kørsel.

– Banen har rigtig mange hurtige sving og det er virkelig skidt, hvis man ikke har balancen i bilen. Jeg skulle forsøge at lære banen at kende så hurtigt som muligt, men det er rigtigt svært, når bilen konstant føles som om, den ikke har noget greb. Bilen var bedre til løbet, men vi kæmpede alle tre med, at bilen efter halvdelen af stintet havde brugt dækkene og der næsten intet greb var. Jeg fik kørt gode stabile omgangstider i mit stint, men vi har stadig lang vej op til de hurtigste biler i klassen. Men vi har trods alt en masse positivt at tage med fra løbet. Det er ingen hemmelighed, at det var en svær weekend med masser af modgang, men vi stod sammen i teamet og arbejdede alle i samme retning og den opbakning jeg får, som ny kører i teamet, er fantastisk.

I den kommende weekend er Christina Nielsen tilbage i USA, hvor hun skal køre Porsche GT3 Cup Challenge på COTA-banen. Her kører WEC-feltet med Tom Kristensen og Young Driver-teamet også.