Det decimerede DTC-felt fik kort før sæsonstart en håndsrækning af det svenske mesterteam Flash Engineering. Thed Björk og Janne ‘Flash’ Nilsson vil køre hele DTC-sæsonen sideløbende med det svenske STCC.
Ved Padborg Open i weekenden var teamet dog fraværende – og det var der en god grund til.
– Vi havde ikke nået at få bilerne klar til løbet, siger teamets presseansvarlige Johan Meissner til Racemag.
De to første løb i STCC er på ingen måde gået, som Flash Engineering havde håbet på. Det har fået teamet til at teste for at fejlsøge de to BMW 320si.
– Med udelukkelsesmetoden har vi fundet ud af, hvad der har ødelagt de to første løb med min bil, jeg har tidligere beskrevet det som at finde en nål i en høstak, men det har været sværere at finde end det, siger Janne ‘Flash’ på sin blog.
– Nu er de i hvert fald løst, og testen i dag (lørdag, red.) har været som en drøm, siger Janne ‘Flash’ videre om testen lørdag på Karlskoga.
Netop på denne bane køres næste afdeling af STCC i den kommende weekend. Herefter går det løs med Göteborg City Race i begyndelsen af juni – sammen med DTC.
Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk