Fjerde afdeling af FIA WTCC køres denne weekend på Hungaroring, der er sprunget til som standin for bybanen i Marrakech.
Hungaroring har en gang tidligere lagt asfalt til forløberen for FIA WTCC, nemlig ETCC i de glade Super Touring-dage.
Meget er sket siden da, og hverken Fabrizio Giovanardi eller Roberto Colciago kører i dag i serien, ligesom deres daværende bilmærker Alfa Romeo og Audi heller ikke er til stede.
Det er i stedet RML’s Chevrolet Cruze-tog, der indtil videre har domineret begivenhederne i WTCC. Godt forberedte på det nye reglement har de blå/hvide Chevroleter været den dominerende faktor med BMW’s privatister i 320TC-bilerne som nærmeste forfølgere.
Det er endnu uvist, om alle SEAT-kørerne får de nye 1,6 liters turbomotorer. De som gør, vil få maksimal strafvægt i bilerne.
Chevrolet fortsætter med 40 kg, mens SEAT Leon TDI og BMW 320TC fortsætter på 0 kg ballast. Volvo C30 og den ældre BMW 320si kan pille 20 kg ud.
Sådan kører FIA WTCC på Hungaroring:
Fredag
Test: 14:00- 14:30
Lørdag
Fri træning 1: 09:00 – 09:30
Fri træning 2: 11:30 – 12:00
Qualifying Q1: 15:00 – 15:20
Qualifying Q2: 15:25 – 15:35
Søndag
Warmup: 09:00 – 09:15
Race 1: 12:20 – 12:45
Race 2: 13:35 – 14:00
Foto: fiawtcc.com