Suzuka ind, Okayama ud – og Argentina og Kina seneste tilføjelser til VM for standardvogne. FIA WTCC-kalenderen for 2011 begynder nu at tage form. 12 afdelinger bliver det til næste sæson, dog med visse forbehold.

– De fleste af dem er traditionelle steder for vores mesterskab, selvom Suzuka vil erstatte Okyama til det japanske løb, siger Marcello Lotti, der er promoter for FIA WTCC.

– Vi er dog glade for at kunne offentliggøre, at vi har inkluderet to lande i oplægget, som WTCC aldrig har besøgt før: Argentina og Kina. Disse er strategiske tilføjelser for os, ikke kun fordi det er nye og interessante markeder for vores fabrikker, men også fordi afdelingerne i Buenos Aires og på Guangdong International Circuit vil blive arrangeret sammen med de respektive nationale standardvognsmesterskaber – TC2000 og CTCC, siger Lotti videre.

Det eneste reelle forbehold i kalenderen er gadeløbet i Marrakech (foto), der mildest talt var en katastrofe i 2010-udgaven, hvor safetycaren fik flere omgange i føring af feltet end nogle af racerkørerne.

– Vi ønsker at inkludere Race of Morocco i kalenderen igen. Og efter at have holdt møder hos FIA for at analysere, hvad der skete tidligere i år, så har Marokkos nationale sportsforbund skitseret en seriøs plan for at undgå en gentagelse, siger Lotti videre til WTCC’s hjemmeside.

Foto:  fiawtcc.com