Søndag nåede Ferraris Sebastian Vettel ikke frem til starten i Bahrain, efter hans motor sprang i luften på opvarmningsomgangen.
De tidlige indikationer søndag pegede på ødelagte indsprøjtningsdyser, men detaljerede analyser i Maranello har bekræftet, at problemet i stedet var en smadret udstødningsventil. Ferraris teknikere mener, dette problem opstod, efter en fejl i motorstyringen startede en lang kædereaktion, som til sidst endte med en død ventil – og en lige så død motor i tyskerens Ferrari.
Ferrari understreger overfor Motorsport.com, at de slet ikke havde sendt Vettel til start, hvis de havde kendt det mindste til fejlen. Nu koster det i stedet Sebastian Vettel en ny motor til Kinas Grand Prix – sæsonens anden motor.
De forklarer også, at problemet skulle ligge i det elektriske system, og derfor bør der ifølge ingeniørerne ikke være nogen grund til at frygte en grundlæggende designfejl i årets motor.