Fjerde afdeling af Danish Endurance Championship (DEC) blev kørt på Padborg Park, hvor Mads Rasmussen og Johnny Laursen tog sejren i deres Ferrari 458 Challenge. Denne weekends afdeling forløb over fire timer.
De to Ferrari-kørere tog sikkert sejren foran trioen med Ulrik Larsen, Jannik Larsen og Michael Holden i deres Porsche 911. Tredjepladsen gik til feltets enlige Aston Martin Vantage GT4, med Kim Holmgaard, Michael Klostermann og Mikkel C. Johansen, Slagelse, der med den placering overtager de nu føringen i mesterskabet i klassen for de største biler.
I klasse 2 for de identiske Renault Clioer blev der kæmpet hårdt om placeringerne løbet igennem. Trioen med Per Poulsen Jan Engelbrecht og Jacob Kristensen tog sejren, da de lykkedes med deres taktik ved at tanke og skifte kørere under safety car-perioderne i løbet. Søsterbilen fra AD Racing med Martin Frederiksen, Kent Bernsdorf og Ole Klitgaard blev nummer to. Tredjepladsen i klasse 2 var der dog størst kamp om, for her sluttede tre mandskaber ikke blot på omgangshøjde, men også indenfor mindre end et halvt minut. Her var det trioen med Lars Møller, Niels Borum og Benny Simonsen, begge Odense, der kunne køre over målstregen og tage den sidste podieplads.
Klasse 3 for de tunede to-liters biler blev vundet af Johan Blach Petersen, Poul Isaksen og Jan Bisgård Sørensen, begge Thisted, der dog havde visse problemer undervejs mod sejren.
Det sidste løb i DEC-serien køres 1. september på Jyllandsringen.



