Der er en stor gulerod til deltagerne i FIA Formula 3 European Championship denne sæson. Vinderen får en test hos Scuderia Ferrari F1, når sæsonen er slut.
Testen udloves i samarbejde med Ferrari Driver Academy, der har til formål at promovere unge talenter i formelrækkerne og udvikle dem i samarbejde med Ferrari.
I 2012 deltog dansk/britiske Emil Bernstorff i serien, som i år bliver en selvstændig serie.
– Da vi tog beslutningen om at få Formula 3 European Championship i gang igen, havde vi ét mål i sigtet: At give de bedste talenter muligheden for at skille sig ud. Da Formel 1 åbenlyst er målet for en ung kører, var det meget vigtigt for os at kunne tilbyde F1-kørsel til mesteren. Vi er lykkelige over at have lavet denne aftale med Ferrari Driver Academy. En kører har få chancer for a komme bag rattet på sådan en F1-racer. Det er en stor mulighed, som 2013-vinderen helt sikkert vil få mest muligt ud af, siger Gerhard Berger, der i dag fungerer som FIA’s præsident for single-seater-kommissionen.
Tilmeldinger til 2013-sæsonen lukker den 28. februar. Sæsonen starter på Monza den 22. marts.



