Der bliver fem Citroën DS3 WRC i VM-rally i 2011. Citroën har netop afsløret deres 2011-satsning, og her blev rygterne om fem DS3 WRC bekræftet. Det skete ved et pressemøde i Citroëns hovedkvarter i Marseilles uden for Paris.
Citroën-boss Olivier Quesnel har ellers tidligere bedyret, at der højest blev fire DS3 WRC i årets VM. Men kort efter kunne hollandske Peter van Merksteijn jr. melde ud, at han kører dele af sæsonen i den nye WRC-racer.
Senere kom så også bekræftelse på, at Kimi Räikkönen er tilmeldt Swedish Rally, ligesom Petter Solberg igen er at finde i en rallybil fra den franske producent. Og med genvalg til Sebastien Loeb og Sebastien Ogier, så er der fem DS3 WRC i spil i den kommende sæson.
Dog kører både van Merksteijn jr. og Kimi Räikkönen blot 10 rallies i 2011-sæsonen, mens Petter Solberg er til start i alle afdelinger.
– Vi er her først og fremmest for at vinde VM for mærker, kørernes titel er næste mål, hvis det er muligt, siger Olivier Quesnel til WRC. Teamchefen går dermed åbenlyst efter syvende konstruktør-titel til det franske mærke.
– Vi ved, at begge Sebastien’er vil vinde kørernes titel, og alle ved, at de har nøjagtig ens biler, men den ene vil være hurtigere end den anden. Sådan er gamet, siger Quesnel og peger dermed på, at kørerne også ved, hvor prioriteterne ligger.
Foto: wrc.com